Det er en farefuld færd at være fremmed overfor tidens mødesteder. Man kan nemt finde ud af at man ingen venner har. Efter at have oprettet en side med mit smukke ansigt, er det mig en umulighed at få den interkontinentale til at finde nogen somhelst der kan tænkes at være potentielle venner. Måske kan det tænkes at jeg ikke forstår at betjene siden… men det er heller ikke let når den f.eks. ikke vil anerkende at jeg bor i den (verdens?)kendte by Østervrå. Det ligger ikke indenfor de valgmuligheder der er for hjembyer…

Tjah… når jeg ikke kan få maskineriet til at finde dem jeg normalt tror er mine venner, må jeg gå rundt og håbe på at mine venner finder mig (??)

Jeg sidder i øjeblikket og arbejder med møder til årets (adventist-) spejderlejr. En uge med mulighed for at tale lige ind i bevidstheden på måske 250 børn og unge mennesker.

Hvordan kan man give dem et glimt af Gud? Hvordan kan man hjælpe dem til at opleve, hvor virkelig han er og hvor meget Han lige nu ønsker at være med i deres liv?

Spejderafdelingen har sikret at vi kan uddele et Nyt Testamente til hver af spejderne. Jeg drømmer så om, at kunne gøre dem nysgerrige nok til at åbne det og opleve, hvor stort det er at “høre” Gud tale igennem Bibelen.

I den seneste tid, har Lone og jeg oplevet at Gud har været med i vores liv stærkere end før. Min bøn er bare, at jeg kan nå ind til spejderne og få dem til at prøve Gud ud.

Som præst kan man have lyst til at dele nogle af de oplevelser man har med Gud med dem man taler til. Ikke mindst fordi en tale let kan blive kedelig, hvis der ikke er nogle virkelige beretninger, som illustrerer pointen. Jeg finder det ofte svært at bruge oplevelser andre har haft, da det kan være svært at gengive det præcist og uden overdrivelser. Det er nemmere med de oplevelser man selv har haft. Til gengæld kan det virke totalt selvoptaget…

Der er ingen tvivl om at spejderne nok mere er kommet på lejr for at være sammen med vennerne end for at høre mig tale. Derfor bliver møderne begrænset lange. Til gengæld mener jeg, at alle skal udfordres til at tale med Jesus og stilles overfor kaldet til omvendelse og til at følge Ham. – Det er en udfordring; men også det vildeste og mest spændende der er til. – Dybest set er det jo også Guds ansvar og Helligånden har lovet at være med!

Er der nogen der læser det her, er jeg meget åben for ideer og vil meget gerne om I vil være med til at bede for lejren og spejderne der kommer!

Having spend three full days recently on a course on how to teach parents to be disciples and how to disciple their kids for Christ – several major changes have happened in my life.

During Kids in Discipleship both Lone and I were challenged to concider our own ability to pass on our faith to our kids. Although this already was a major priority in our home, we have decided to make daily familiy worship and open up for our own prayer and worship life to our kids. How often have we not been reading our Bibles and had our prayerlife after the kids are put to bed – and they did not know about it! In the futur we want to be better to share the blessings God have given us through our time with him.

What will also change is our engagement in mission activities. In the future we will be more careful to incorporate our kids in our planes for reaching others with the gospel. We want them to be vibrant Christians who are eager to share their faith in Christ with others.

Considering the many painful divorses – even in our local church – we prayerfully ask Gud to use this coming year with Kids in discipleship as a means to change families and lives in our local church. I’m sure that if we are successful in adapting this concept to Østervrå, Aalborg and Silkeborg churches it will change our church in the whole country altogether, if implemented all over Denmark.

Man skal ikke være ret gammel, før det står klart at der er meget vi ikke selv er herre over. Min familie og jeg er nu i venteposition i forhold til hvad Adventistkirken vil vi skal i de kommende år. Får vi lov til at blive boende (Ønske nr. 1!!!) eller skal vi flytte?

Tænk, hvis kirkens fremtidige ledelse tog beslutning om placering og opgavefordeling ud fra en strategi, som medarbejdere og menigheder i fællesskab beslutter og med udgangspunkt i de nådegaver og individuelle muligheder de ansatte har.

Jeg har lavet en lille personlig ønskeliste:

Geografi:

1. Nordjylland

2. Et sted hvor toget fra Nordjylland standser

Foretrukne opgaver:

1. Evangelisme – personligt bibelstudie

Person til person eller i grupper/seminarer.

2. Projektarbejde

Elsker at tænke kreativt og udvikle nyt. Helst med en ledende funktion.

3. Teamwork

Kan lide at samarbejde med andre og opleve den synergieffekt det giver – har dog en tendens til at foretrække at være koordinatoren.

4. Sjælesorg – rådgivning – mægling

Oplever dette område som en af mine nådegaver.

Opgaver jeg ikke selv synes, jeg er velegnet til:

1. Bogholderi og regeladministration

2. Store offentlige taler

3. Rutinemæssigt gentaget arbejde

4. Traditionel sognepræstearbejde (bestyrelsesmøder, kommiteer, hyrdefunktion, papirnusseri)

MEN… man kan jo ikke få alt hvad man ønsker sig. Måske er det klogeste bare at vente og se hvad Herren sender ;-)

Er det farisæeren der har ret eller er det den følsomme nyomvendte, som til trods for sin baggrund føler sig taget imod af Jesus ganske som han er? “Til loven og profeterne!” råber nogle, “Lad kærligheden og Ånden råde!” siger andre og selv mærker jeg hjertet smerte imens det fyger med beskylninger og insinuationer, der river of flåer i de fine tråde som skulle have bundet os sammen. 

I går blev vi representeret for ikoner og dæmoner, folkeførere og forførere og som dagen skred frem skred også den gensidige respekt og følsomhed. Hvad har vi sammen, som vi ikke er villig til at ofre på vores selvsikre bedrevidenheds alter?

Syvendedags Adventistkirken i Danmark vakler i sine rødder og den ryster i sine kviste og dog står vi med en uvurderlig arv af Bibelsk lys og den ufattelige ophøjede opgave, at bringe det til vort land. Må Gud kalde os tilbage til sandheden i Jesus Kristus og til en selvopofrende villighed til at hengive os i tjeneste for den sag! Vi skal “lade kærligheden og Ånden råde”, men vejen går via Loven og profeterne! Uden vort Bibelske budskab – intet ærinde. Uden Ånden og kærligheden - intet hjerte.

Før jeg går ud af mit kontor, spørger jeg mig selv, hvad du tænker, når jeg fortæller dig at jeg er præst….

Måske du tænker, at det er da ok; men også at det må være en helt anden verden at bevæge sig rundt i, end den du er i. Så har jeg lyst til at spørge: Er du tilfreds med dit liv? Er du til tider ensom? Frygter du døden? Savner du oplevelsen af at dit liv betyder noget i en større sammenhæng? Lad mig fortælle dig hvorfor jeg valgte at blive præst: Gud er blevet en levende realitet for mig i mit liv.

Både rent erfaringsmæssigt og intellektuelt har det at tro på Gud og være i nær forbindelse med ham forandret mit liv og mange andres liv. Idet jeg overvejede, hvad jeg skulle være, følte jeg et stærkt kald til at hjælpe andre til at få en lignende forbindelse med Gud. Jeg har set hvordan det har betydet en glædelig oplevelse af mening og sammenhæng for andre. Troen på Gud har hjulpet mennesker til at overveje deres liv på en hel ny måde og træffe valg, som har ført til fred, glæde, vækst og helt nyt liv. Det har forandret ægteskabet, arbejdslivet, dødsoplevelsen og ført til helt nye relationer til andre mennesker.

Kort sagt: Som præst har jeg fået lov til at bringe lys og glæde hvor der før var mørke og sorg eller frygt.

Er jeg så go’? Nej! Men hvis du lærer Gud at kende ved du hvad jeg snakker om. Jeg deler nemlig ud af Kristendommens top - salgsvare: Evangeliet. – Det græske navn betyder “et godt budskab”. Og det er det! Det bringer nemlig fred og glæde nu og et håb om et evigt liv efter døden. – Jeg tror det er noget for dig!

Being in Newbold church last sabbath to a teenage baptismal worship service I saw it and was touched. This young worship leader standing there with his hip-hop (or something similar) clothes, long hair and a cap almost covering his eyes – gave me a surprise! He touched my heart by his honest, direct and relaxed way of communicating to the audience – not least the teenagers. It inspires me when somebody – like this – enters a cultural context with their whole being in order to reach those who live in that context with the wonderful gospel of Jesus. Thank you Steve Hulbert for inspiring me!

I certainly have changed a lot since being a child, a boy, a young man and now… still a young man ;-) Could it be that my church has developed over the years as well? Yes, definitely! Looking back on the more than 130 years of being a church we have been an ever changing community of believers. We have even been growing in our understanding of God, Jesus Christ and all the other good things of the Bible. Surprised? I suggest you read the interesting book of George Knight’s book: A search for identity: The development of Seventh-day Adventist beliefs.  I suggest you find it here. Eller på dansk: På sporet af Adventismen 
 her. I myself rejoice for the fact that my church is willing to move as it it finds new biblical truths.

Never heard of it? Only institutions of high moral standards can be nominated to this award. Newbold is nominated due to its “dedicated staff, who put an enormous effort into helping students of all nationalities and many from underpriveledged circumstances not only to achieve their educational goals, but also for their loving care and personal engagement in the wellfare of each individual student.”

Other nominated institutions can be suggested to the committee of this award via this Blog at the latest by the third of July.

Tjah.. jeg har nu været en uge i england og derfor har jeg rodet rundt i sprogene… men dansk er nu mit modersmål. Så kommentarer på dansk er ligeså velkomne som på engelsk ;-)